Løbsk tale


Individuel samtale/undersøgelse, rådgivning og intervention af unge og voksne som har løbsk tale.


Hvad er løbsk tale?

Løbsk tale er en forstyrrelse af den flydende tale. Løbsk tale ses ofte sammen med stammen.

Løbsk tale er præget af en høj talehastighed, ordene bliver ”slugt” eller ord og/eller sætninger er uforståelige eller sammenfiltrede. Der kan være vanskeligheder med at formulere sig.

De primære karakteristika i løbsk tale er en høj talehastighed. Talehastigheden kan være kombineret med

Enten:

  • Gentagelse af ord (på en afslappet måde, ingen spænding),
  • Tilføjelser af ekstra ord eller lyde så som øhmm, øøhh, altså, ja…,
  • Gentagelse af sætninger, ændringer i ord og sætninger imens der kommunikeres.
  • Pauserne er for korte eller ikke på det rigtige sted.

Eller:

  • Fejl i ordstrukturer, prosodi eller pauser (pauserne er for korte eller ikke på det rigtige sted).
  • Fejl i rækkefølge af stavelser i flerstavelsesord.
  • Lyde og stavelser udelades eller byttes om.

Årsagen til løbsk tale er endnu uvis. Der kan være en genetisk disponent. Der er flere drenge end piger som har løbsk tale 4:1.

Symptomerne hos børn bliver tydeligere, når de når skolealderen, fordi grammatikken og sproget bliver mere komplekst jo ældre barnet bliver. Derfor er det lettere at diagnosticere løbsk tale, når barnet når skolealderen. Løbsk tale kan også opstå i en senere alder. Fra 11-årsalderen er ikke ualmindeligt.

Frygt for at tale er almindeligt ved løbsk tale. Der har længe været antagelsen, at personer med løbsk tale ikke har frygt for at tale pga. nedsat selvbevidsthed. Der kan opstå en bevidsthed om egne vanskeligheder ud fra reaktioner fra omverdenen, hvorfra frygt for at tale kan udvikle sig. Derfor er det også en mulighed at løbsk talende undgår specifikke situationer pga. frygt.


Hvad kan være godt at gøre

Kontakte en logopæd som kan hjælpe dig med:

  • at undersøge og analysere din tale og din kommunikation.
  • at genkende og identificerer de specifikke symptomer på løbsk tale i din egen tale.
  • At optage din stemme og tale. På den måde bliver du mere opmærksom på nøjagtig hvordan du taler og gør.
  • At forbedre din opmærksomhed på din egen tale og kommunikation.
  • At måle og evaluerer din talehastighed og pauser.
  • At arbejde med at opnå en tydelig og forståelig tale.

Formål, mål og indhold i interventionen

Målet med interventionen skræddersyes til den enkelte klient. 

Undervisningen tager udgangspunkt i din situation og målrettes personligt til dine behov.

Du får en større indsigt i din egen tale og viden om løbsk tale generelt. Hvordan din løbsk tale er, afhænger af dig og din løbske tale og din aktuelle situation. 

Formålet med interventionen er at forøge bevidstheden og viden om egen tale, at forbedre forståeligheden af din tale og øge opmærksomheden på god kommunikation ved bl.a. at arbejde med:

  • Information om løbsk tale
  • Identifikation af talen
  • Nedsættelse at taletempoet
  • Forøge bevidstheden om egen tale
  • Ord- og sætningsstruktur
  • Pauser
  • Talerytme
  • Stavelser
  • Artikulationen
  • Sætningsstruktur ved tale og skrivning
  • Turtagning i kommunikationen
  • Interaktionen med lytteren i kommunikationen
  • Melodi, tryk og betoning
  • Naturlig tale

Forløbet afhænger af: de tale- sproglige færdigheder, tænkningen og de kommunikative færdigheder, målene, motivationen og klientens opmærksomhed.


Min grundindstilling til løbsk tale er, at løbsk tale er et vilkår, som du kan ændre holdning til, og som du kan lære at håndtere både fysisk og psykisk.”